hvad står vi for

Infrastruktur

Infrastrukturen i Favrskov Kommune

Der er ingen tvivl om, at vi i Favrskov Kommune er udfordret på infrastrukturen. I kommunen er byerne og tilbuddene til borgerne som skole, borgerservice, arbejdspladser og idrætsfaciliteter, spredt over et stort område, med ganske stor afstand imellem.

For eksempel er det meget tidskrævende at komme fra Thorsø til Hadsten for at gå i skole, eller fra Hammel til Søften, for at passe sit arbejde, hvis man ikke har bil.

Det skal vi have gjort op med. Derfor går vi ind for, at oprette en intercity busforbindelse mellem Ulstrup, Thorsø, Hammel, Hadsten og Hinnerup. Det skal være en rute betjent af eldrevne busser, der kun gør holdt et enkelt sted i de nævnte byer, sådan rejsetiden kan begrænses mest muligt.

Derudover skal vi fortsætte med udbygningen af cykelstier mellem de større byer. Næste etape der giver mening, vil være ruten mellem Hammel og Lyngå, hvor vejens beskaffenhed og mængden af trafik, gør det meget risikabelt at køre på tohjulede køretøjer.

Samkørselsordninger, med holdepladser og en app, vil også kunne nedbringe antallet af køretøjer med kun en bilist.

Vi skal fortsætte med at forbedre fremkommeligheden og trafiksikkerheden, til gavn for alle egne af kommunen.

Scroll til toppen